En Connected Life

Jeg taler ofte med social retfærdighed aktivister, der føler sig overvældet. De forsøger at føle sig spændt på mulighederne, men befinder sig smuldrer i stå, deprimeret, rastløs og til tider føle sig håbløs.

Nogle af os føler sig på kanten, alt for ivrig og hurtig til vrede. Vores spisevaner kan være uregelmæssig - spiser for lidt eller for meget. Vi kan ikke sove, eller vi kan ikke stoppe sove. Hvad sker der?

Vi kan blive ramt af en form af posttraumatisk stressreaktion også kendt som Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD). Mange sociale retfærdighed aktivister har set ting, en person aldrig skulle have at se. Vi kan opleve på første hånd eller gennem videoer og omfattende læsning billeder af krig, hungersnød, voldsomme angreb, død og grusomheder for mennesker, til planeten og hjælpeløse dyr.

Disse billeder bliver brændt i vores sind og kan hjemsøge os i vores mareridt, og i dagtimerne flashbacks.

Nogle lider af PTSD overvinde deres symptomer / reaktioner inden for få måneder for at opleve traumet. Men hvad med dem af os, der ved selve karakteren af ​​vores arbejde fortsætter med at sætte os i midten af ​​rædsel? Hvad sker der med os, når vi fortsætter med at se og håndtere disse rædsler dag ud og dag ind i årevis?

Disse meget reelle og klare erindringer kan være følelsesmæssigt ødelæggende og resultere i et væld af reaktioner i vores forsøg på at håndtere smerten. Vi kan være blind-sidet af depression, angst, vrede, søvnløshed, mareridt, hukommelsestab, rastløshed, jumpiness, frygt og forstærkede følelser. Og nogle af os kan forsøge at klare sig i usunde måder.

En af de mere foruroligende og skadeligt overlevelsesmekanismer kan være en form for unddragelse. De påtrængende tanker og deraf følgende depression, angst og / eller vrede bliver så sørgeligt, at vi forsøger at undgå kontakt med alt og alle, der kan udløse den syge følelse. Vi kan trække sig tilbage fra vores aktivistiske venner, kan vi få mindre involveret, kan vi true og ødelægge relationer alle i en ubevidst og til tider bevidst forsøg på at afslutte smerte.

Hvad kan vi gøre?

• Først genkende symptomerne på dig selv og dine venner og kolleger social retfærdighed aktivister. Være positive over for dig selv og af hinanden.
• Vid, at dine reaktioner slet ikke er unormal. Omsorgsfulde mennesker har åbne hjerter og åbne sind - de åbne hjerter og åbne sind kan let såret. Selve definitionen af ​​medfølelse betyder "at lide med."
• Søg hjælp fra en rådgiver, en sundhedsmedarbejder, en åndelig vejleder, en mentor, et familiemedlem, en nær ven og / eller en support gruppe af dine medmennesker aktivister.
• Tag dig tid til at se på himlen, at meditere, til at trække vejret, for at grine, for at finde glæden i livet.
• Sluk dit tv og tune ud volden. En stor del af medierne er designet til at holde offentligheden hyper-vakt, ængstelig og forbruge. Indstil ud volden og gøre plads til Ikkevold.
• "Sluk" med dine venner. Du kan have venner, der beskæftiger sig med de samme hårde spørgsmål. Når du er sammen erkende, at sammen du allerede "få det." Du behøver ikke at overbevise hinanden om noget. Hjælp hinanden med at finde det positive, kigge efter den gode, vær kreativ og bygge videre på glæden af ​​at have en ven, der forstår.
• Læs en god bog. Lyt til musik. Tag en tur.

Og, måske vigtigst af alt, erkende, at du har vækket. Du gør dit bedste for ikke længere være en del af den cyklus af smerte. Du er en del af hvad der er rigtigt i denne verden. Deltag med andre i at glæde opvågnen og invitere andre til at slutte sig til os ikke i smertefuld bevidsthed, men glad aktivisme - vel vidende, at fra denne dag frem vil vi gøre verden til et bedre sted for alle.

Overvej besøger PTSD linket på aktivist-Trauma.net .

Alle en,
:) Mat

Som en aktivist for social retfærdighed, i midten af ​​informere nogen, du har sikkert løbe ind i nogle folk, der pludselig stopper du sætter deres ører, og replik: »Jeg ønsker ikke at vide." Jeg forstår "smerte at kende , "men hvorfor er nogle mennesker mere oprørt ved deling af de faktiske omstændigheder end af de faktiske omstændigheder selv - skulle de ikke blive forargede, at uretfærdigheder der sker i det hele taget?

Jeg har ikke et svar - jeg spekulerer på, hvad du tror ...

Er der en ødelagt eller ufuldstændig feedback loop der går noget som dette, "Åh, det er smertefuldt oplysninger >> det er ondt >> hvis jeg ikke høre / se det, så vil jeg ikke være i smerte." Men det smertefulde handling ikke stoppe, bare bevidsthed stoppet. Hvad synes at være mangler, er handling. Måske feedback loop kunne være mere komplet, "Åh, det er smertefuldt oplysninger >> det er ondt >> fordi det er såre andre, >> Hvordan kan jeg stoppe andres smerte, så jeg kan stoppe min smerte?"

Dette ville være udviklingen af ​​"os" - i erkendelse af, at vi er alle én, at vi er forbundet med hinanden, at uretfærdighed sted er en trussel mod retfærdighed overalt (Martin Luther King, Jr.).

Hvordan får vi folk til at udvikle sig ud over det "mig-mig-mig" til "os"?

Tak for dit input!

:) Mat